Kenya

Tak fordi du har interesse i vores Kenya tur. I mange år har vi sendt volontører ud til vores projekt i Himalaya bjergene i Nepal. Nu er turen også kommet til den kenyanske savanne.

Vi rejser derhen, hvor vi kender folk. Det er ikke turisme, der har vores store interesse. Derimod er det vigtigt for os, at vi arbejder med at lære om – og af, den kultur, som vi besøger.

I mange år har folk i Brenderup støttet en skole i en lille landsby i det vestlige Kenya. Landsbyen hedder Cheptigit  og kulturudvekslingen mellem Cheptigit og Brenderup har resulteret i en flot skole for rigtig mange børn. Det er på den skole, du har mulighed for at være volontør på, hvis du vælger Kenya-holdet.

Helt praktisk skal vi bygge legeplads for de børn der går i pre-school eller børnehave. Som volontør kan det også være, at du kan hjælpe med malearbejde i børneskolen. Og det er også meningen, at du skal være med til at inspirere børnene i børnehaven og skolen med idræt, leg og kunst.

Vi tager af sted den 28. juni og kommer hjem igen den 2. august.

Det er ingen hemmelighed, at det er en pioner tur for os. Det er første gang, vi tager et volontør-hold til Chiptigit. Det betyder dog ikke, at vi er uvidende om stedet. Tværtimod. Caroline, der er vores koordinator og lærer på stedet, er fra Cheptigit og har været i Brenderup siden august 2015. Det er Caroline, der sammen med Patrick og os på skolen, har planlagt og arrangeret hele turen. Patrick er skoleinspektør på Cheptigit skolen.

Det endelig program bliver fastlagt i påsken, hvor vi er nede i Kenya for at få de sidste ting på plads.

Programmet vil dog i store træk se sådan ud:

27. juni                    Afrejse

28. Juni                    Ankomst og kort sightseeing i Nairobi

29. juni                    Ankomst til Cheptigit i det nordøstlige Kenya

30. juni                    Introduktionsdage til området

4. juli                        Volontør dage starter

16.-18. juli              Safari til en Game park

19.–28. juli             Volontør arbejde

28. juli –1. aug.     Sightseeing omkring Nairobi

En volontør dag er selvfølgelig svær at beskrive, men den vil komme til at se ca. sådan her ud.

6. 30          Morgenmad

7.00           Gåtur til skolen

8.00           Kultur og sprog time med Caroline

9.00           Volontør arbejde

12.00        Lunch

13.00        Volontør arbejde

15.30        Gåtur hjem

19,00        Aftensmad

20.00        Aftalt program.

I skal bo på Carolines fars hotel, der ligger ca. ½ times gang fra skolen. Det betyder at I hver morgen vil få den flotte oplevelse at gå gennem landet i roligt tempo, og se det lokale liv helt tæt på.

I vil garanteret møde nye venner – og i det hele taget er det vores plan at få jer integreret så meget som muligt i det lokale liv. I rejser selvfølgelig sammen som en gruppe danskere, men vi håber, at I kan lade det danske blive hjemme og være åbne overfor nye kulturoplevelser.

Derfor vil vi stoppe for indtag til denne tur ved 8 personer. Så er der en større chance for, at I oplever Afrika og ikke kun hinanden!

Brenderup Højskole giver et tilskud pr. person på kr. 3.000,- fordi vi kalder det en pionertur. Det er ikke, fordi vi tænker, at turen er mindre værd. Det er mere fordi vi gerne vil støtte dette nye tiltag, som samarbejdet mellem Brenderup og Cheptigit er.

Prisen er derfor kr. 15.000,- for

  • Fly til Kenya.
  • Al transport i landet.
  •  Al mad under hele turen.
  • Ophold i to eller tre personers værelse.
  • Indgang til dyrepark, jeep og guide.
  • Entre til sightseeing, Karen Blixens farm osv.

Du betaler selv for Visa, transport til Kastrup, forsikringer og vaccinationer. Drikkevarer er ikke med i prisen.

Vi forventer ligeledes, at du deltager i et 12 uger kursus på Brenderup Højskole. Her vil du få et ophold i kulturudvekslingens tegn. Vi er 15 kulturer på skolen, der deler i hverdag med højskolefag fra morgen til aften. Du vil også have Kenya planlægnings timer hver uge med bl.a Caroline.

12 ugers højskoleophold ophold koster kr. 15.930,- alt inkl.

Højskoleopholdet starter d. 27 marts.

Ring eller skriv gerne for at høre nærmere.